Den Frie Indfaldsvinkel

allanrolighed@outlook.dk

10 nye bud på de ti bud

(De tre første handler om Gud).

  1. Gud er den eneste.
    Sæt intet og ingen i hans sted.

  2. Gud er uden grænser.
    Lad derfor ikke dit hjerter sætte grænser.

  3. Gud er dig nær.
    Lyt derfor til ham og giv dit svar.

(De fire næste bud handler om, hvordan vi omgåes andre mennesker).

  1. Du lever ikke alene.
    Der findes et fælleskab, der bærer dig.
    Virk sammen med det for alle mennesker.

  2. Gud giver livet.
    Beskyt derfor menneskene og alle skabninger, så de kan leve.

  3. Hvis Gud giver dig et menneske,
    som du kan elske, så omgåes det med ærefrygt.
    Vær pålidelig. Hjælp det til at blive et frit menneske, som Gud ønskede.

  4. Gud er den givende.
    Tak ham, i det du giver videre, og und andre, hvad de har.

(De tre sidste bud handler om at vandre mod Guds rige)

  1. Gud vil at hans sandhed skal komme til mennesker gennem dig.
    Vær altså en Kristus for de andre på samme til sandfærdig og barmhjertig

  2. Guds rige kommer. Lev sådan, at det kommer til udtryk i din adfærd.

  3. Gud fører og bevarer dig.
    Vær derfor tillidsfuld og gør dig ikke bekymringer.

Joh 4,8 og 16

De ti bud classic

  1. Du må ikke tilbede nogen fremmed Gud. (Der er kun én).

  2. Du må ikke gøre dig noget Gudebillede.

  3. Du må ikke misbruge Herrens navn.

  4. Du må ikke gøre noget arbejde på Herrens dag.

  5. Du må ikke ringagte din fader og moder.

  6. Du må ikke bedrive hor/bryde ægteskabet.

  7. Du må ikke slå ihjel.

  8. Du må ikke stjæle.

  9. Du må ikke vidne falsk mod din næste.

  10. Du må ikke tilegne dig din næstes hus.

  11. Mos, 20,1-17. 5. Mos, 5,6-21.

    Efter egen mening kan man lige så godt slette ”Du må ikke”, og lade budene fremstå i 3. person – altså noget i stil med ”Tilbed ikke nogen fremmed Gud”; ”Gør dig ikke noget Gudebillede”; ”Misbrug ikke Herrens navn”; ”Gør ikke noget arbejde på Herrens dag”; ”Ringagt ikke din fader og moder”; ”Bedriv ikke hor/bryd ikke ægteskabet”; ”Slå ikke ihjel”; ”Stjæl ikke”; ”Vidn ikke falsk mod din næste”; ”Tilegn dig ikke din næstes hus” – Eller noget i den stil…?

Hvorfor Ravnen er sort

I begyndelsen var alle fugle hvide.
På den tid var en ravn og en lom fine venner.
De gik på jagt sammen om dagen og tilbragte mange aftener sammen med at snakke og pjatte og lave sjov med hinanden.
En dag kom Ravnen med en god idé: ”kære ven” sagde han, ”nu har vi to ærgret os sådan over,
at vi altid lyser op i landskabet om sommeren.
Vi er alt for lette at opdage for vores fjender. Skulle vi ikke tage at male vores parkaer?”.
Lommen syntes, det var en strålende idé. Han havde evig og altid besvær med at fange fisk.
Han skræmte dem på lang afstand, fordi han var så hvid.
”Med hvad?” spurgte Lommen.
”Vi kan bruge trækul. Og hvem kan male alle tiders smarte mønstre på vores parkaer!”.
Så fortalte Ravnen, at han vidste, hvor der var en forladt bålplads. ”Med masser af trækul”.
Der kunne de tage hen og så male hinanden.
Ravnen ville flyve i forvejen.
Og Lommen, der ikke var så god til at bevæge sig på landjorden, skulle ankomme i kajak.
De tog afsked. Lommen kravlede ned i sin lille kajak og padlede langsomt af sted mod bålpladsen.
Han var meget glad. Han smilede og tænkte:
”Jeg tror min gode ven Ravnen er ude på at snyde mig, med det skal han ikke slippe godt om ved…”.
Da Lommen nærmede sig bålpladsen, stod ravnen allerede og viftede med et stykke trækul.
”Skynd dig at komme!”. Lommen steg op af sin kajak og vraltede langsomt derhen.
”Nu vil jeg male din parka først” sagde ravnen begejstret, ”men du skal lukke øjnene en lille smule”.
Ravnen tog fat og begyndte at male de flotteste mønstre på Lommens parka.
”Er du tosset så flot du bliver! Du kan tro der nogen der vil kunne li det” sagde Ravnen.
”Nu må du åbne øjnene!”.
Lommen spærrede øjnene op og ved synet af sin parka, ”uha da da!” sagde Lommen, ”min parka er meget flot.
Tak kære ven”.
”Og så er det min tur, ikke?” sagde Ravnen ivrigt. ”Nu lukker jeg øjnene helt i”
– ”ja, gør det og hold dem helt lukkede, til jeg er færdig” sagde lommen.
Ravnen var så glad. Han ville frygtelig gerne se ud.
Lommen gik i gang med at male med trækullet, langsomt, omhyggeligt.
”Er jeg færdig nu?” spurgte Ravnen. ”Nej, ikke helt” sagde Lommen og malede og malede.
”Nu må du godt åbne øjnene!” Ravnen kiggede op og ned af sig selv.
”Der er ikke for at kritisere vel?, men kunne du ikke gøre det lidt mørkere der… og … der?”.
”Det kan du tro” sagde Lommen. Ravnen lukkede øjnene igen. Lommen malede og malede. I lang tid.
Han følte sig helt varm om hjertet, ved tanken om det han gjorde!
”Så… nu er du færdig! Nu må du åbne øjnene!”.
Forventningsfuld åbnede Ravnen øjnene og så … at han var blevet fuldstændig sort.
Nej, hvor blev han vred!
”Dit store fjols, det var jo ikke meningen, at jeg skulle være så mørk!”
Men Lommen skreg bare af grin. Han vraltede ned mod vandet på sine skæve ben og grinede og grinede.
Ravnen greb en håndfuld aske og kastede det efter Lommen.
Asken ramte ham lige i nakken, før han dykkede ned i vandet.
Det er derfor Lommen har sådan en skæg farveklat i nakken – ligesom aske.
Ravnen løb frem og tilbage på stranden og kastede vildt med aske. Han kunne jo ikke svømme.
Men Lommen dykkede ned og op igen, mens han grinede og grinede.
Det kan man høre den dag i dag. Lommen skratter af grin over at han narrede Ravnen!
Sådan røg et godt venskab sig en tur, og sådan blev Ravnen sort.
Genfortalt efter Inuit-myte
Variant fra Nord-Alaska

Hr. Povle

Man tilskynder dig på alle måder at arbejde og spare, både kirken og myndighederne og din egen fornuft, og du hører efter, er forsigtig og lever retskaffent; det vil sige: du lever i virkeligheden ikke, men arbejder og sparer og gør dig bekymringer, og på den måde går livet. Men med et bliver hele dette spil forvrænget og forvandlet, og der oprinder en tid, hvor folk begynder at håne fornuften, hvor kirken stænger sine porte og tier, og øvrigheden erstattes af den rå magt, hvor de, der ærligt og slidsomt har tjent deres penge, taber, mens dagdriverne og bøller derimod vinder og giver dig råd om, hvordan du skal forsvarre det du har erhvervet dig og sparet sammen…
Hr. Povle – Broen over floden Drina
Ivo Andric

Niels Bohr – Yin og Yang

Morse alfabetet – Der er ingen tegnede billeder – som ikke er billeder af ordet

A . _ _
B _ …
C _ ._. ( CH _ _ _ _ )
D ..
E . ( É ..
.. )
F .. _ .
G _ _ .
H ….
I ..
J . _ _ _
K _ . _
L . _ ..
M _ _
N _ .
O _ _ _
P . _ _ .
Q _ _ . _
R . _ .
S …
T _
U .. _
V … _
W . _ _
X _ .. _
Y _ . _ _
Z _ _ ..
Æ . _ . _
Ø _ _ _ .
Å . _ _ . _
1 . _ _ _ _
2 .. _ _ _
3 … _ _
4 …. _
5 ….. _
6 _ …..
7 _ _ …
8 _ _ _ ..
9 _ _ _ _ .
0 _ _ _ _ _

Punktum ……
Komma . _ . _ . _
_ _ _ …
? .. _ _ ..
– _ …. _
/ _ .. _ .
( ) _ . _ _ . _
! _ _ .. _ _

Angelus Novus

Der findes et billede af Klee, der hedder Angelus Novus
Det forestiller en engel, der ser ud, som om den er i færd med at fjerne sig fra noget, som den betragter.
Dens øjne er opspærrede, den mund er åben, og dens vinger er udbredt. Historiens engel må se således ud.
Den har sit ansigt vendt mod fortiden.
Hvor en kæde af hændelser fremtræder for vore øjne, der ser den kun én
katastrofe, der uafladeligt hober ruin på ruin og styrter dem for den fødder.
Den vil gerne blive, vække de døde og sammenføje det adskilte.
Men fra Paradis blæser en storm, der har tag i den vinger og så stærk, at englen ikke kan folde dem sammen.
Denne storm driver den ubønhørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen, mens ruinerne vokser op i himlen.
Hvad vi kalder fremskridt, er denne storm.
Walter Benjamin

Moody

With the eyes of a Child
You must come out and see
That your world spinding round
and trough life you will be
a small part of a hope of a love
that exist
– in the eyes of a child
you will see.
Moody Blues

Jesus var sømand

And Jesus was a sailor When he walked upon the water
And he spent a long time watching
From his lonely wooden tower
And when he knew for certain
Only drowning men could see him
He said “All men will be sailors then
Until the sea shall free them”
But he himself was broken
Long before the sky would open
Forsaken, almost human
He sank beneath your wisdom like a stone
And you want to travel with him
And you want to travel blind
And you think maybe you’ll trust him
For he’s touched your perfect body with his mind.
Leonard Cohen – Suzane, Songs of Leonard Cohen

P.H.

1
Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn
Binde andre med en ring
gør man som helbefar’n
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindu’s paradis
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi
2
Kærlighed og ægteskab
hva’ kommer de hinanden ved ?
Kedsomhedens tomme gab
til kæben går af led
Elskov er den vilde blomst
i gartner hænder går den ud
Skærmet får den sin bekomst
men blomstrer hedt i storm og slud
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusind stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri
I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes travle fortrampede sti
Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund
det netop er kysset fra dig jeg ka’ li’
3
Sel’ når skib på skib går ned
og land på land bliver slettet ud
handler man af ærlighed
og ber til hver sin gud.
Fredstraktat og venskabspagt
det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
i angstens desperate mod.
Det gælder kærlighed og krig
at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn’skenes ord.
Hva’ hjalp de håndslag som I gav
den der står ved mandens grav?
Et menn’ske er nul mod den hellige jord.
Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os og kalder sig vor ven.
Det gælder alle tiders krig,
at alle løfter kun er svig
og ingen kan stole på staternes ord.
4
Møde hvad der venter os
og ingen ve’ hvordan det går
Bære skæbnen uden trods
hvad der så forestår
Glad ved hver en venlighed
men uden tro, at det bli’r ved
Søge fred, idet vi ved,
at vi har ingen krav på fred
Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.
Visen, der har melodi af Kai Normann Andersen, indgik i revykommedien “Dyveke” 31. maj 1940.
Tredje vers er for nylig genfundet, efter at det i 1940 blev fjernet af censuren.
Det er muligt, at PH bevidst har skrevet det, således at der kunne være noget for censuren at slette, hvilket måske ville gøre det lettere for resten af visen at slippe igennem.
I hvert fald gjorde PH intet for at genindsætte det efter besættelsen.
Kilde:
www.fred.dk

Noget galant

Du har ikke givet os et hjerte, for at vi skal hade os selv,
og hænder for at vi skal kvæle os selv, men for at vi skal hjælpe hinanden med at leve et flygtigt og møjsommeligt liv; for at de små forskelle i klædedragt, som dækker vore svage legemer, mellem vort utilstrækkelige sprog, mellem vore latterlige skikke, mellem alle vore ufuldkomne love, mellem alle vore gale meninger, mellem alle vore standsforskelle, som er så forskellige i vore øjen og så ligegyldige for dig, at alle de små nuancer, som adskiller atomerne fra det, vi kalder mennesker, ikke giver anledning til had og genstand for forfølgelse.
Bevar i vore hjerter underkastelsen under din vilje, bevar i dem den rene religion, Fjern fra os al overtro, hvis man forhåne dig gennem uværdige ofre, så afskaf disse ryggeløse mysterier; hvis man ære guddommen gennem tåblige fabler, skulle disse fabler for altid gå til grunde. Bevar vore sæders renhed, venskabet som vore brødre føler, velviljen, som de har mod alle mennesker, deres lydighed mod lovene, deres visdom i privatlivet; måtte de leve og dø i tilbedelsen af én Gud,
han der gengælder det gode.
Voltaire